…kan blive en fest
På trods eller på grund af corona og krig skubber kriserne os i en mere bæredygtig retning. Vi har brug for smukke forestillinger om vores fremtid. Her er mine bud. Hvad er dine?
1.
Mange flere dyrker deres egen basismad: Især kartofter, kål og bælgfrugter (ærter, bønner, linser) er hovednæringskilder. Hele kommuner og landsdele bliver selvforsynende med grøntsager. Flere holder høns og mindre dyr under parolen ”dyrevelvære”.
2.
Vi følger årstiderne i højere grad igen, både med hensyn til vores mad, som bliver dyrket mest i Danmark, og os selv. For 150 år siden, før elektriciteten, var det en selvfølge, at mængden af lys og varme gav en årsrytme, og vi var en del af naturen. Nu går vi bevidst mere tilbage til denne rytme.
3.
Mere væren, mindre gøren. Vi slipper os selv ud af hamsterhjulet og rotteræset og finder en ny balance mellem produktivitet og fri tid, som nærer os, og hvor vi trives.
4.
Kunst og kultur fylder mere for flere. Vi rejser ikke så meget mere, så vi bliver inspireret på nye måder.
5.
Vi spænder livremmen ind. Det kommer helt naturligt som følge af krisen. Og vi finder ud af, hvad der er vigtigt for os hver især og som samfund.
6.
Skærmtiden bliver mere afmålt. Vi forstår, at for mange timer foran en skærm ikke nærer os. Vi vil ikke være dopede, vi vil være frie.
7.
Taknemmelighed. Vi mærker i kølvandet på krisen, at vi ikke kan tage vores relationer, sundhed og velstand som en selvfølge.
8.
Nærhed. Den megen alenetid og distance i coronatiden får os til at længes efter fællesskaberne, og vi rækker mere ud til hinanden. Vi heler gamle familiesår, fordi vi har brug for hinanden. Vi taler sammen i det offentlige rum i stedet for mest at tale til hinanden via skærme.
9.
Flere flytter ud af byerne. Landsbyerne bliver lidt efter lidt fyldt op igen og institutionerne følger med. Dette sker over en længere periode.
10.
Vi handler mest med vores nabolande, og byttekulturen bliver mere udbredt.
11.
Sol over og ferie i Danmark: Der vil blive udviklet mange nye typer af ”Lalandia” – sol-dase-lege-væresteder, i alle mulige slags udformninger, og både i byerne og i naturen. Her slapper vi af og bliver brunet, på en sund og nærende måde.
12.
Håndværksfag og industriproduktion i Danmark får en renæssance, og vi producerer meget mere lige rundt om hjørnet. Det er af høj kvalitet og holder i årevis – selv hønsehusene er rene kunstværker.
Megatrends 2020-2035
Tina Scheftelowitz