Grydestegt kylling med brun sovs

Denne gode, gamle danske klassiker bliver jeg aldrig træt af. For nogle er det er en sommerret. Og den kalder da også på rabarberkompot, men om vinteren kan man fint spise asier eller rødbeder til. Personligt er jeg vild med persillen som har simret inde i kyllingen og smager af dens kødsafter.

Til 4-6 personer

1 stor økologisk kylling
et lille bundt persille, kan evt. udelades
smør og/eller olivenolie til bruning
3 dl vand
1 dl hvidvin – eller mere vand og lidt eddike efter eget valg
øko. grønsagsbouillon
evt. en dusk frisk rosmarin, timian eller salvie
sovsekulør (eller sojasauce og dadelsirup)
ca. 1 tsk sukker eller ribsgelé
ca. 1 tsk eddike efter eget valg
4 tsk hvedemel og 3 spsk vand – eller Maizena majsstivelse
evt. salt og peber
½-1 dl piskefløde, kan udelades

Tilbehør
Kogte kartofler
Rabarberkompot, agurkesalat eller ”surt”
En grøn salat med fintsnittet kål og andet – og gerne med mormor-dressing

Rens kyllingen for indmadsrester, skyl den hurtigt og tør den grundigt med køkkenrulle. Krydr den med salt og peber indvendigt og udvendigt
Skyl og tør persillen og prop den ind i kyllingen.
Find din bedste stegegryde frem og brun kyllingen grundigt på alle sider i smør og/eller olie ved høj varme. Det tager ca. 15 minutter.
Kom vand og vin ved samt lidt grøntsagsbouillon og evt. friske krydderurter ved.
Lad kyllingen simre ved lav varme under låg en times tid. Vend den en gang undervejs. Den er færdig, når der pibler klar saft ud, når man stikker ind ved låret. Tag kyllingen op og hold den varm. Giv evt. sovsen lidt ekstra fedme med piskefløde.
Farv sovsen med kulør og smag den til med bouillon, sukker, eddike og peber.
Jævn den med mel (rør først melet klumpfrit med lidt vand og tilsæt derefter resten – eller ryst mel og vand sammen i et syltetøjsglas) eller majsstivelse, rørt ud i vand.
Parter den varme kylling og server den på et smukt fad med kogte kartofler, sovs, ”surt” og salat til.